Det historiske hjørnet

SIGRID HAUGEN

Hedalen.no ønsker å markere at det i år er 100 år siden unionsoppløsningen.  Vi vil sette søkelyset på vår lokalhistorie.  I en serie artikler vil vi ta fram gamle tekster og bilder som kan kaste lys over dagligliv og høytid i bygda vår.

--I 1924 hadde Hedalen en langveisfarende og kjærkommen gjest. Han het Sigurd Folkestad, og kom fra USA for å overbringe bygda ei stor pengegave, innsamla blant utvandra hedøler.Hans egen skildring av møtet med bygda er interessant lesning:

”Af Erfaring ved jeg nu, at ingenting er hyggeligere end at bringe godt Budskab mellom Frændefolk. Som Nordmannsforbundets Sekretær for- midlet jeg Mindegaven fra det udflyttede Hedalsfolk i Amerika til Hjembygden. Og det gav meg Grund til at foreta en Reise til den afsidesliggende Skogbygd, som jeg hadde lært at elske med Ærefrygt i de meget unge Aar, da jeg læste Even- tyret om Gutterne, som traf Troldet paa Hedalsskogen, og om Bjørne- skytten, som fandt den merkelige Stavkirke paa Ildjarnstad efter Svartedauen.

Og da jeg nu i Sommer besøkte Bygden for at hilse paa den og dens Mænd, kom jeg med Hjertet stemt til den samme Fest som vi følte, naar Bedstemor samlet os Barn om Kvelden og fortalte sine Sagn og Eventyr.
Og Hedalen har faat Tag i mig slig, at nu vilde jeg gjerne slaa mig ned der for Resten av mine Dage. Den er som en stor Vugge, den Dalen, bolstret i
den er myg, susende Skog, som der er Livets udødelige Sang i.

Og det vil jeg strax si, at der findes ikke Bygd i Norge, som er saa elsket af sit Udflytterfolk og som elsker det høiere end Hedalen, og interessantere og vakrere Turisttur end fra Kristiania—Tonsaasen—Hedalen—Spirillen og tilbage til Hovedstaden er ikke let at finde.

Valdresbanen er jo først og fremst en Turistbane. Den gaar op i Høiden for at nyde Udsikten akkurat som de gamle Bygdeveie paa Bluffene i Wisconsin. Og Udsikt er der: Over Landbygdernes fagre og berømte Gaarde; Randsfjordens mørkeblaa Dyb mellom Skogene; Etnedalens Græsgulv mellom bratte Skoglier og Tømmerhandlernes Paladser; eventyr- blaa Fjeld med Sætre indover, delt op med Elveblink og Bækkeglitren.

"Alt for Skjønheden" siger den poesiglade Valdresbane og ruller de begeistrede og feirende Natur¬elskere høit over det praktiske Livs Krav i Dalbundene. Meningen med Banen var vel oprindelig, at den skulde rulle lige op i Jotunheimen og ned til Lærdalsøren, hvor Valdresen handlet i gamle Dage og hentet Møllestene og Sognejenter. Men saa blev den bergtat paa Fagernes ved Strandefjord. For den kunde Valdresbanen ikke staa sig, skjønhedsskjær som den var.

Men jeg steg af paa gamle Formand Bjørgos egen Station. For der stod Rutebilen, som skulde svimle mig ned igjennem Bergdalens Dyb — forbi de femhundrefods Fald lodret ned i Elvekoget — forbi Fossgov, der Tømmerstokker bed i Berget, dirrende sinte i Skavlerne, forbi Mikkel Fønhus’ nye Hjem paa Hølera og til Bægnadalens Skydsstation, hvor Ordføreren i Sør-Aurdal, han Arne Grøv, stod og ventet paa mig med Hest, for at ta mig til sit skogrige Hedalen.

Chaufføren paa den Rutebilen kunde kjøre. Han strøg ned Svingene paa Kanten af Braadybet som Falken. En Fætter af Forfatteren Fønhus var det, og de har sligt godt nedarvet Jægersyn, de Karene. Og den som skal kunne kjøre en stor tisæders amerikansk Automobil paa de smale Veiene her, han maa kunne sigte.

Arne Grøv og jeg tog fat paa den Milebakken fra Bægnadalen til Hedalen. Og i Kneikene ønsket jeg med god Grund, at jeg var ligesaa letvindt, slank og indianermyg i Gangen som han Arne, Forvalteren af de udflyttede Hedølers Mindegave til Hjembygden. Formand og kasserer for Hedalens Vel og Styrer i Syver Bruskeruds Legat for værdige trængende og for egen Prest i Hedalen. I denne Forbindelse vil jeg udtale Haabet om, at de engang i Tiden ansætter en norsk-amerikansk Prest i Hedalen, hvis dertil nogen er villig og skikket.

Alt i 1916 kom Arne Grøv som en 34-aarig ung Mand ind i Kommunestyret som Viceordfører—han har nogen vidunderlige Talegaver, og saa gløg som nogen Gut, som narret et Trold paa Hedalsskogen — og tre Aar senere blev han Ordfører i Sør-Aurdal. Og som vi gik — sursum Corda — opad med Hjerterne, hadde jeg god Tid til at interviewe ham. For jeg maatte stanse af og til og passe Pulsen og Pusten, som enhver Norsk-Amerikaner bør gjøre, når han kommer hjem fra Fladbygderne i Vesten og skal hjem til Hedalen.
Hvad har du gjort og hvad driver du paa med i Kommunen da?

Aa, det er ikke stort — siger han forsigtig og vaagen — jeg hadde nu den Sagen mod Opponenterne i Syver Bruskeruds Testamente og vandt den i 1921. Af den testamentariske Gave har vi nu faat Kr. 20,000 til Legat for værdige trængende, og Kr. 35,000 til Legat for egen Prest. Saa har jeg tat et Tag for Udvidelse af Folkeskolen fra fire til sex Klasser, for Distriktsbolig og Bygdemuseum for Sør-Aurdal. Noget af det glædeligste og betyd- ningsfuldeste er dog det, at vi fik Bevilgning til Storvei mellem Buskeruds Fylkesgrænse og Hedalen Kirke paabegyndt i 1921, og til Banen fra Heen til Finsand, som vi haaber engang skal føres frem til Bagn.

Nu er han blit ivrig og fortsætter: Vi kan ikke ligge som en afsides Fjeldbygd bestandig. Det er en Livsbetingelse for Bygdens Næringer, at vi faar Veiforbindelse sydover, der Landet hælder til Spirillen. Bilvei og Bane mellem Landets og Dalens Sentra. Vi kan ikke slide med Varer og Produkter den lange Veien du har reist idag. Der ligger nu Storefos Træ- sliberi og sender sin Træmasse op i Luften med Taugbane til Valdres- banen, og holder paa at faa Senetræk af al denne Heisningen. Det er min Pligt som Ordfører i Herredstyret at paase at vi blir sparet for den fordyrende og langsomme Omveis- trafik, naar den geografiske Adkomst til dalen ligger aaben mot Syd til Kristiania- og Drammens- banerne. Baade Vei og Bane er under Arbeide nu, heldigvis.

Saa blir det vel til, at Hedalen blir egen kommune med Tiden, siger jeg. "De er ikke den første som nævner disse for en Ordfører i Sør-Aurdal store og farlige Ting." Men ikke for store for en kommende Stortings- mand. Ha, ha, ha, nu har vi Besøg af Storfolk i Bygda. Du tænker.

Aa, du kan ikke ha kjørt denne tunge Veien midtvinters, uden at Snoen har pisket op Tankerne dine. Eller slidt dig opover tilfods for at spare Hesten, uden at ha faat Besøg af en eller anden fristende Fremtids¬drøm. Ingen tænker kjappere end Stortingsmænd, som bruger Armer og Ben i Kapløb om Tabu¬retten. Naar de har sat sig paa den, blir Tænkningen traa, og Sag og Session trækkes ud i det uendelige, fordi en hel Del Stortingsmænd som sidder og sidder, bare bruger den ene Enden.

Ha, ha, ha. Saa du gaar og øver dig op til Stortingsmand, naa. Nei, men du kan bli det. Og det ønsker jeg deg Lykke til. Du er "langskallet som en Skunk", som Norsk-Amerikanerne siger. Ja saa. Du veirer et Stinkdyr af en Stortingsmand fra den ene Enden af Valdres til den anden. Ha, ha, ha, ler Arne Grøv.

Med al denne Moroen er vi naaet frem til Udsiktspunktet over Hedalen, med de sagte stigende Skog¬linjer op til Onsknatten og Storrustefjeld. Og Arne Grøv fortæller som en dreven Reisefører. Som Smaragder i Skog- havet ligger de lysende grønne Gaarde. Der har vi Nerby, Li-Grenden og Ruste, Omsrud, Bersrud og Brunbakke, Brakagrænden, Kjensrud og Fekjær-Kirken, Ildjarnstad og Grøv ser vi ikke endda. Men som et smilende Øie langt for sig selv ligger Brenna, der Brødrene Hain og Brenden kommer fra. Bertilrud ligger Nabo til Nerby. Nu ser du hvor Komitemedlemmerne for Hedalens Vel-Indsamlingen i Amerika kommer fra.

Hedal (Dalen i Skogheien) fik ikke Besøg af St. Olaf, da han var i Valdres. Og ventelig har Dalen været hedensk længe. Men bebygget var den i førkristen Tid, da Odin bodde paa Odinsknatten og holdt Øie med Ringerikingerne, som drog sig opover langs Spirillen, eller flygtet med røvede Kvinder for at bygge sig frie Hjem heroppe blandt Skogens Vildt og Elvens Ørret stod paa Spisesedlen i de svarte Tømmerhuse, som skjulte sig i Skogskyggen eller laa vagt- somme høit op mod Aasbrynet.

Og ikke kan det være sandt, at Folket i Hedalen døde ud under Svartedauen. Hadde det været Tilfælde vilde man ikke havt disse gode gamle Stedsnavne som Hain, Fetjaa, Storruste, Onsknatten, Grøv og Ildjarnstad — Navn som har levet paa Folketunge her fra Oldtiden til idag… ”

Pastor Folkestad skildring av reisa videre gjennom bygda sammen med ordfører Arne Grøv kan du lese i Sør-Aurdal historielags siste årbok, ”Sagn og Soge i Søndre Ourdahl, Anno 2004”.

Heftet er til salgs i butikkene og på biblioteket.

Nettsideansvar: |  Arne Heimestøl |