Barndom i Hedalen for 130 år siden

Hvordan var det å vokse opp i Hedalen på slutten av 1800-tallet?
Syver Bertilrud, født 1865, har etterlatt seg en rekke ”Optegnelser”, der han skildrer barndommen i Hedalen så vel som livet etter at han utvandra til USA. Nedenfor ser du et klassebilde fra 1922.

Her følger en noen opptegnelser fra barndommen:

”Jeg var vel ikke mer end ti eller elleve aar naar jeg maatte først være med far at drage noten. Jeg var noget stor af vækst og derfor saa blev jeg tidlig sat til at gjøre tungt arbeide.

Vi hadde en meget god not, en som vi vidste var meget bedre end nogen anden hadde. Far hadde samlet op alle de hesterumper paa vide hold, som der var, faat not af dem saa han kunde gjøre nottaug af hestetagl. Disse taug var meget gode, da de var saa lette at man kunde tage dem paa armen eftersom de blev draget ind, og saa flød de saa let paa vandet.

Dette gjorde at vi kunde drage mange flere notkast om kvelden end nogen af dem som hadde almindelige rebtaug, thi naar vi hadde noten inde og fisken taget ud saa var det bare at kaste taugene op i baaden og ro afsted til næste notkast. Men det var for tungt for mig og kun lysten holdt mig oppe.
Det er tungt at tænke paa hvor ofte jeg skalv af overanstrengelse og tog i til sidste fnug af kræfter og kun fik som oftest skjænd for at være klodset og lite for sig.

Engang drog vi noten og fik noget fisk paa sætervolden. Saa drog vi til Svartviken og drog et kast der og fik saa forfærdelig med smaafisk. Omtrent 300 af dem. Dette blev saa meget fisk at vi ikke turde have den al i baaden, fordi at nogle andre som var ude samme aften og drog not ikke skulde faa se den og blive misundelige og gaa fortælle det.

Vi roede til Sæteren igjen og var oppe i buen med al fisken vi hadde medens de drog et kast i Rensjøviken og da ikke kunde se os. Saa drog vi ud igjen og drog to eller tre kast til og fik noget fisk. Naar vi var færdige, saa var de andre fiskere der ogsaa og de kom for at se fisken vor. Den fik de se og de skreg over sig fordi vi hadde faaet meget mer end de hadde. Tænk om de hadde vidst om den vi hadde i buen, sagde far efter de hadde gaat. Det tog til at lysne i dagen naar vi hadde pyntet fisken, og vi var trætte.

Engang bar vi noten til Rensjøen og drog et kast paa vestre stranden. Vi fik en 20 stykker eller saa – den peneste fisk som jeg nogengang har seet, saa fed og stor. Da var far ræd for at fisken skulde spende hul paa noten, saa han sprang udi vandet og ligesom rullede not og fisk op stranden og ind paa flad mark. Saa træt som jeg blev før jeg kom hjem ; thi vi bar al denne fisk og noten atpaa. Vi drog not mer og mindre alle somre hjemme.

Om vinteren da jeg var 14 aar saa tog far paa sig at bære posten fra Begnadalen til Hedalen. Det var ifra skolehuset ved Begnadals kirken og til Nerby i Hedalen vi bar den. Vi maatte gaa to gange i ugen, onsdag og lørdag. Onsdage fik vi gaa om dagen. men lørdagen saa var det om kvelden. Skulde gaa fra Begandalen klokken 6 eftermiddag naar den var paa tid. Broder Iver bar den onsdagen og jeg lørdagen.

Engang medens jeg gikk op Begnadalsbakkerne, saa frøs jeg saa forfærdeligt paa den ene stortaaen. Skoen var det hul paa saa det var bare strømpen som holdt kulden ude. Naar jeg gikk over Jenlismyren saa blev jeg varm og det erindrer jeg at jeg glædede mig over. Kom til Nerby med posten og gikk hjem.

Da jeg kom hjem og skulde ha af mig og varme fødderne var sko, hose og fod frosset tilsammen paa den fod som jeg troede at være varm paa. Det blev da opstuds med at tine den op i lud, og det forfærdeligt saa det sved. En tid efterpaa faldt det af alt det forfrosne kjød, og jeg gik med saar taa til lant paa sommeren, men gikk med posten ligevel som før. Taaen blev aldeles lige god igjen.

Det sagdes, at om postvæsenet hadde vist at det var smaagutter som bar posten, saa de de ikke tilladt det. Ingen klagede og det gikk bra. Det var Ole Nerby som hjalp far paa den maade til at vi kunde tjene noget for at leve. Vi saa aldrig et eneste øre deraf, Iver og jeg. Vi tænkte heller ikke paa at vi skulde ha noget derfor.

Paa en af mine ture efter posten saa ar den forsinket to eller tre timer. Jeg kom ikke til at gaa ifra Begnadalen før klokken var saaved 9 om aftenen. Jeg var forfærdelig mørkred, og var ogsaa svært ræd for at posten skulde blive røvet af nogen, og at de skulde slaa mig fordærevet eller eller kanskje i hjel. Jeg sad frygtagtig hele aftenen og gruede for turen opover bakkene.

Straks før jeg gikk, saa sagde lærer Thorsrud, som var postaabner paa Begnadalen, at naar jeg kom saalangt at jeg saa op paa Jenlismyren saa skulde ”Kari Austa Aasen” komme. Dette vidste jeg var spøg, men det sad i tankerne hele tiden. Naar jeg kom opimod Jenlismyren saa syntes jeg at høre lyd af noget og stansede og lyttede, men hørte da intet. Begyndte saa at gaa igjen og holdt særlig god udkik imod Jenlismyren. Netop der hvor jeg kunde se op mod myren saa jeg noget imod mig. Jeg kvak saa jeg næsten stivnede og drog af veien og til til skogs. Da var det nogen som skreg: ”E det du Syver”. Jeg stansede da, og i næste vink saa stansede han i veien ret overfor mig.

Det var Ole Nerby. De vidste ikke om at posten var forsinket og var blevet rædde for at noget var hendt mig. Det var et helt følge af folk længere framme paa myren og da vi traf dem saa blev de saa glade at de bar mig paa arme en stund. Derefter maatte jeg sidde paa en kjelke og blev draget lige til Nerby. De hadde ledt udenom veien ved ethvert skispor som tog af for at se om jeg hadde aget af veien og laa der hjælpeløs. Jeg hadde nemlig ski med mig.

Har ofte undret mig paa at lærer Thorsrud ikke vidste bedre end at skræmme mig slig, men han troede vel kanskje ikke at jeg var ræd. Jeg er sikker paa at det ikke var for at ville mig ondt at han sagde det.

Nettsideansvar: |  Arne Heimestøl |