Det historiske hjørnet
En liden afstikker

Jeg satt og bladde på nettet og kom over en artig reisebeskrivelse fra Den Norske Turistforenings årbok for 1876. Den er publisert på  Ådal Historielag sitt medlemsblad for 2005. Her gjengis et utdrag med tillatelse fra Sverre A. Larsen.

En liden afstikker

Turen over Ringerige til Hønefos, videre på jernbane til Heen, derfra med
dampskib opover Ådalselven og Spirillen til Næs o.s.v. gjennem Valdres er
noksom bekjent for turister. Dreier man derimod ved Næs ret i vest langs Urula-Elv opiggjennem Hedalen, vil man finde trakter, som ere mindre bereiste, men som nok kunne være denne lille sfstikker værd. Der er fin bygdevei; ved Hedals kirke dreier den atter mod øst og forener sig med den almindelige hovedvei omtrent 1 ½ mil ovenfor Næs.

Omtrent ¾ mil i vest fra Næs ligger Lindeligårdene. Ret ned for disse ved ”Juvet” kan man komme over Urula på en klop. Derfra går der nokså god sætervei opiggjennem Lindeliskov til Lindeli fjeldsæter. Derfra til ” Treknatten” ( over 3000 fod over havet). Med forholdsvis lidet besvær altså og for godt kjøb har man her et høifjeldsbillede og en udsigt, som på lang lei søger sin lige.

Man kan også komme på Treknatten ved at passere Urula længere ude ved Fosholen, hvorfra går sætervei til Fosholens fjeldsæter o.s.v. Treknatten er i reglen til midten af juli belagt med sne. Turen frem og tilbage fra Næs gjøres på mindre end 1 dag.

Lidt længere oppe på Hedalsveien, ved gårdene Holma, åbner sig et dalføre i sydlig retning, nemlig den såkaldte Vidal, hvorigjennem der går passabel vei til Sognedalen. Om denne Vidalen fortælles, at den før den sorte død har været bebygget, og man finder også adskillige tydelige spor heraf, selv af en kirke, siges der. Til dette sogn hørte desuden 5 gårde, som skulle have været beliggende i den mod Næsfjorden liggende skovli, som ender med Rambergodden. ( Den arm af Spirillen, som ved Rambergodden dreier ind mod Næs, kaldes Næsfjorden).

Sagnet fortæller at ,, i den tid gikk 5 ringskoede*) heste fra Rambergsåsen til Vidals kirke”. For sandsynligheden af begyggelse her taler virkelig også den omstændighed, at nåleskoven her jævnligen afbrydes af lænde med løvskov (,,rødningsland”).

Lige nede ved Næsfjorden ligger vestre Holtes sæter. I den nuværende opsidders faders tid hændte her noget, som den gang ikke lidet blev omtalt videnom.

Budeien lå her en høst med kreaturerne. En aften blev hun opmærksom på en ualmindelig støi og rauten nede i fjøset, retsom om alle kreaturerne havde slidt sig løse og tumlede om hverandre. Hun går derned, men finder til sin forundring, at alt er stille; kjørene lå rolig, sukkede og tyggede. Hun begiver sig da op igjen i sæterstuen, men ikke før er hun kommen ind, førend det regner med store og små stene ind igjennem den eneste lille glugge, som fandtes på en af stuens vægge. Dette stod på en halv times tid, hvor- efter alt blev stille.

 Det var lidt leit at lægge sig her, men hun måtte holde du, til dagen kom ; da styger hun tilgårds og fortæller det passerende. Hun får så med sig en tjenestegut og en pige til, for at de kunde hjælpe til at undersøge sagen, om spetakelen muligens skulde gjentage sig. Jo – om aftenen vare Haugafolkene påfærde igjen på en lignende, endnu mer foruroligende måde ; men de kunde efter de nøieste undersøgelser intet se. Den 3die aften drog gamle Erik Holte selv afsted til sæteren for at se, hva dette kunde være for spas. Han posterede karle med ladede geværer rundt huset, og nogle i god afstand derfra. Selv satte han sig på en krak midt inde i stuen. Da det led på kvelden – samme legen. Det haglede med sten og brot fra alle kanter, og til sidste slut kom der en stor sten ind igjennem gluggen ig faldt ned ved gamlens fødder.

Denne sten var så tung, at 2 karle havde vanskelig for at løfte den, og så stor, at det ved anstillet prøve viste sig at være umulig, at den kunde komme gjennem gluggen på naturlig måde. Så blev da omsider alt rolig.

De udstillede poster hvde hørt et forfærdeligt spetakel, men intet seet. Sagenblev anmeldt for øvrigheden og forhør optaget. Ovenstående skal være et uddrag af vidneforklaringerne. En af de tilstedeværende lever endnu ; han har fortalt nedskriveren historien. Manden går under navnet ”Størkejon” (Jon Størksen) og bor på en plads under gården Fosholm. Endnu den dag i dag ville jenterne nødig ligge alene på Holtesæteren.

Men længere opover Hedalen, ½ mils vei ovenfor det sted, hvor vi dreiede af til Vidalen, ved Storruste, eller kanske endnu bedre lidt længere oppe, ved Landsenden, hvorfra bygdeveien tager en mer østlig retning, går en vei ret i vest over Hallingdalsfjeldene. Man går pent over på ¾ dag, men man bør have veiviser, som dog ikke er vanskelig at få. Man kommer ned ved Krøderen ½ mils vei fra Gulsvik.

Fra Landsend går der endnu en anden vei i mer nord-vestlig retning. Man passerer på denne Fesholtsæteren, hvor nedskriveren har vederkvæget sig med den deiligste sætermælk. En liden halv fjerding derfra, og man er ved Aurdalsdammen, hvor en liden bielv til Hedalselven, Aurdøla kaldet, har sit udspring af Aurdalsfjorden. Denne sidste er rig på ypperlig fjeldørret på indtil 1 bpd.

Her findes en båd, og har man et rosenøre, kan man forsøge fluen. Man er nu i Vasfaret, et temmelig smalt, langt dalføre som stikker op imellem Hallingdals- og Valdresfjeldene og tilslut går over i høifjeld. Her findes flere mindre vand, gode fiskevand, så som Nævlingen, Næverskrukka og Strøen. I Vasfaret er 3 beboende pladse; jeg har været på to af dem, nemlig på Vasfaret hos gamle Siri Vasfaret og på Bjørke hos ”Tassen”, næsten halv vild at se til. Det er naturligt, at folkene få et eget præg i dette ensomme liv. Enkelte vintre, når der ikke foregår tømmerdrift i skovene, ere de aldeles udestængte fra de beboede bygder.

For nogle år siden døde kort før jul en gammel mand på en af pladsene. Liget måtte ligge hjemme til langt ud på våren, da det blev transporteret til kirken i kløv. Fra Vasfaret går der ganske vist veie over til hallingdal, men nedskriveren kjender ikke disse veie.

Veien fra Landsend opover Hedalsbygden til kirken og videre ned til Bagn har jeg ikke passeret. Landskabet skal være i sit slags sjelden smukt og tiltalende.

Kilde

N. D