• Startsida

• Pilegrimen

• Utbygging

• Middagsbønn

• Pilegrimspass

Pilegrimsvandringa

• Vandringa

• Flere bilder

• Samling

• Avslutning

Søndag i Hedalen:

• Spelet – 1. scene

• Spelet – 2. scene

• Spelet – 3. scene

• Spelet – 4. scene

• Spelet – 5. scene

• Spelet – 6. scene

• Kveldssang

• Det varme lyset

Pilegrimsvandringens første dag

Til pilegrimsvandringa var det også satt opp en varde. Den har nå fått navnet «Pilegrimsvarden».

Barnesletten

Tæt ved den tause mørke Li, Men langt fra nogen Sætersti, Paa Ølnesfjeldets øde Graa Et gammelt Gravkors monne staa.

Et Suk fra Fjeldets Vandrer gaar, Naar han det Gravkors skue faar, Han vilde gjerne vide mer Og stille paa Indskriften ser.

Men den ei stort nu sige kan, Men Sagnet mellom Mand og Mand I Dalen endnu friskt mon gaa, Og dette Sagn fortæller saa:

Paa Sæteren bag dette Fjeld Der sad en Kone sent en Kveld Og melked Kjør, mens hendes Smaa Fik sultne uden Pleie gaa.

En Pige kom i Fjdset ind, Og Graaden randt paa hendes Kind, Hun søvnig var oa sagte bad: O kjære Moder! giv mig Mad!

Jeg sulten er og kold og træt, Tag mig og i dit Fang mig sæt, I Moder Arm hun derpaa tog, Men Moderen til Barnet slog.

Og Moderen hun svared saa: Pak Dig og bort ifra mig gaa, Dit Gny og Gnaal jeg taaler ei, Til Helvede reis Du din Vei!

Nu Barnet opad Fjeldet gik, For Aftensmad fik Taaredrik, Det vandred over Ur og Myr Blandt Fjeldets mang vilde Dyr.

Hun vilde hjem til Fader gaa, For Hjælp hos ham i Nøden faa, Men Feil af Veien hun dog ta'r Og vandred hjem til bedre Far.

Hun gik da i,den mørke Nat, Af Far og Mor saa rent forladt, Med Kinden bleg og taarevaad, Ei nogen ændsed hendes Graad.

Den lille Nattevandrer, som Blev træt og mat snart segned om Og da det led mod Morgenstund, Det vaade Øie fik en Blund.

Af Frost, der Søvnen snart fordrev Det lille Legem rystet blev Hun vidste ikke hvor hun var, Men raabte: Er du her, min Far!

Hun strakte ud de Hænder smaa For Moders Favn at kunne naa, men traf nok kun den kolde Sten, Der var saa hard som mangen en.

Ei blide Ord hun høre faar, Kun Stormens Hvin til Øret naar, Nu Dagen alt tog til at gry, Men Moder hørte ingen Gny.

Ei gik hun langt paa denne Dag. Thi dertil var hun alfor svag, Hun folded sine Ilinder smaa Os mestendels saaledes laa.

Men Øiet hist soin alting ser, Hvad nede her paa Jorden sker Han sendte sine Engle ned, Tog den Forladte hjem: Fred.

Da Solen ned bag Fjeldet gled, Randt hendes Sol der ei gaar ned, Da Mørket FieldetS Ryg omgav, Stod hun i Lysets Straalehav.

Nu leger hun ved Glædens væld, Ser ned paa Plnessæterfjeld Og taler med de andre Smaa, Om dengang hun dernede laa.

Paa Pletten der, hvor Liget laa, Et Græsstraa aldrig mer man saa, Og Sletten omkring Korset der Nu Barnesletten kaldet er.

Du Moder som paa Visen sang, Gjør Armod Veien for dig trang, Saa bed kun om Taalmodighed, Vier ei mod dine sur og vred!

Og Mange raaber: Mor og Mad, Og du har lidet i dit Fad, Saa del med Smil det simple Brød, Saa gjør du Maden sukkersild.

Hvis sur og vred du slæber frem, Dit Hus blir onde Aanders Hjem, Selv de livsglade, kjære Smaa Du synes der som Trolde gaa.

Har du til dem ei dagligt Br¢d. For din Skyld de da lide Nød, Bedrøv dem da ei endu mer! I Jesu Navn jeg dig det ber.